Triathlon udstyr: Disse ting kan du ikke undvære

Triathlon udstyr

For udstyrsjunkien er triathlon en fantastisk sportsgren. Det er nemlig super nemt at købe sig fattig i alverdens beklædning og udstyr, når man giver sig i kast med sporten.

Men heldigvis kan du faktisk komme i gang med triathlon for ret få penge – hvis du altså prioriterer rigtigt.

Du skal dog som minimum regne med at bruge nogle tusinde på racercykel, træningstøj og løbesko, hvis du altså ikke har det i forvejen.

I denne artikel vil vi se nærmere på, hvad du som minimum skal bruge af beklædning og udstyr til de tre forskellige discipliner: svømning, cykling og løb.

Beklædning

Du kan sagtens gennemføre en triathlon i dit normale træningstøj og svømmeshorts, men det er klart en fordel, at bruge en såkaldt tridragt, som er fremstillet i et svedtransporterende og hurtigt tørende materiale.

En af de helt store fordele ved en tridragt er, at den kan bruges til alle tre discipliner. Dermed behøver du ikke at skifte tøj, når du går fra svømning til cykling og fra cykling til løb.

Tridragten kan fås som en heldragt eller en todelt dragt, der består af tights og en top uden ærmer.

Heldragten er en smule besværlig, hvis man som kvinde skal på toilettet under et stævne. Til gengæld har den ikke nogen elastik rundt om maven. Elastikken kan nemlig godt begynde at stramme lidt, når man har været i gang i længere tid.

Svømning

Hvis svømmedelen foregår udendørs, hvilket den gør i de fleste tilfælde, er en våddragt helt klart at foretrække frem for et par svømmeshorts.

Våddragten giver først of fremmest noget ekstra varme, hvilket specielt er rart til de triathlonstævner, der bliver afholdt først eller sidst på sommeren.

Samtidigt giver den ekstra opdrift i benene og dermed en bedre svømmestilling – specielt for nybegyndere.

Du behøver dog ingen våddragt for lovligt at kunne deltage i stævner.

De danske triathlon regler regler påskriver følgende:

• På distancer fra 300 til 1500 meter skal man kun bruge våddragt, hvis temperaturen er under 14 grader
• På distancer over 1500 meter skal man kun bruge våddragt, hvis temperaturen er under 16 grader

Svømmebriller og badehætte

Til stævner er det ofte påbudt at svømme med badehætte. Det er også en god ide, at bruge en badehætte i en skrigene farve under træning i åbent vand. Det gør det nemlig lettere for både at spotte dig

Af sikkerhedsmæssige årsager er det også en rigtig god ide at bruge en havtaske/SafeSwimmerFloat, når man træner i åbent vand.

Det er også vigtigt, at anskaffe sig et par gode svømmebriller, som sidder tæt og ikke lukker vand ind.

I solskinsvejr er det en fordel, hvis brillerne har spejlglas eller mørkt glas.

Cykling

For de fleste triatleter er cykeldelen den største udgiftspost – og her kan du hurtigt ende med at bruge en formue.

Der er dog ingen grund til, at fare ud af døren for at bruge 50.000 kroner på en racercykel med carbonstel og elektronisk gearskifte.

Meget mindre kan sagtens gøre det!

Jeg vil anbefale dig, at du bruger 8-15.000 kroner på en ny cykel. Det er nemlig her, at kurven knækker, og du begynder at give mange penge for små forbedringer, som du ofte ikke vil bemærke.

Cykelbriller

Hvis solen er skarp, er det en god ide at bruge cykelbriller. Det kan nemlig være svært at orientere sig, hvis man har solen i øjnene under høje hastigheder.

Hvis du også gerne vil løbe med brillerene, skal du huske at købe et par, som sidder tæt ind til hovedet.

Cykelhjelm

Under stævner er det påbudt at bruge en godkendt hjelm. Nogle benytter sig af en dedikeret enkelstartshjelm for at mindske vindmodstanden, men fordelen er minimal, og derfor kan du sagtens bruge en almindelig cykelhjelm.

Cykelsko

Der findes dedikerede triathlonsko til cykling, som er lettere at få på, tørrer hurtigere og kan bruges uden strømper.

Men du kan sagtens bruge almindelige cykelsko, de skal bare være behagelige at have på i længere tid ad gangen og have en god pasform.

Reparationsgrej

Hvis uheldet skulle være ude, er det en god ide at have en ekstra slange med samt dækjern, cykelpumpe/luftpatron og mini-tool.

Løb

Udover et par gode løbesko behøver man ikke at købe det store til løbedelen.

Det er vigtigt at skoene passer til din løbestil og har en god pasform.

Hvis skiftet mellem cykling og løb skal være så hurtigt som muligt, kan du overveje at købe nogle dedikerede triathlonsnørebånd, som hurtigt kan spændes.

Du kan også overveje at investere i et GPS-ur, så du kan følge din puls og opretholde en bestemt pace under stævnet. GPS-uret kan også sagtens bruges under cykeldelen.

Brug dit udstyr inden stævnet!

Det er meget vigtigt, at du afprøver dit udstyr og beklædning grundigt inden selve stævnet.

På den måde sikrer du dig, at tøjet sidder som det skal og ikke gnaver eller giver slidmærker.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*